Huset har luft/vand varmepumpe. Der er gulvvarme i alle rum. Varmepumper er klassificeret som elvarme selvom varmepumper er meget mere effektive end ren elvarme. Når du har “elvarme” kan du få fradrag i elafgiften på ca. 1 kr. pr. kWh på det forbrug du har over 4000 kWh om året. Husk at sige du har elvarme når du laver en aftale med et elselskab.
Der er opsat lader til elbil på facaden. Hvis du har elbil kan du vælge at lade med din egen strøm. Du kan også vælge at få en løsning fra en udbyder, som “overtager” din lader. I huse som er registreret med elvarme er det attraktivt at lade med egen strøm, fordi hele det ekstra elforbrug du får ved at lade din elbil vil være afgiftsreduceret jf. herover.
Huset er bygget til det nyeste byggereglement. Det betyder at det har meget lavt varmeforbrug. Det er også lufttæt. Det skal nye huse være. Indeklimaet styres af et ventilationsaggregat, som automatisk skifter luften i huset. Samtidig bliver varmen fra udsugningsluften “proppet” ind i den friske indblæsningsluft. Disse systemer fungerer enormt godt, og gør, at du aldrig skal lufte ud. Der er altid frisk luft i dit hus og det dufter dejligt når du kommer hjem. Huset har kraftig emhætte, men skulle en smule mados være tilbage efter madlavning, forsvinder den via ventilationen i løbet af kort tid. Hvis du aldrig har prøvet at bo i et tæt hus med klimastyring, kan du godt glæde dig. Det giver et langt bedre indeklima end gammeldags utætte huse. Allergikere kan glæde sig over muligheden for at montere filtre i anlæggene som fjerner pollen.